GREEN LANTERN VOL 2 #76 APRIL, 1970
“No Evil Shall Escape My Sight!”
Så nåede vi til den hellige bronzegral – eller én af dem. Men måske nok det run, der får flest fans til at definere et mærkbart skifte mod noget nyt. Her starter Dennis O’Neils og Neal Adams berømte samarbejde på Green Lantern titlen. De teamer GL op med Green Arrow, som får rollen som den højtråbende stemme imod social uretfærdighed, der sætter Lanterns kosmiske eventyr i perspektiv.
Okay: hvad var der sket op her til? Gil Kane havde været en ikke ueffen (for ikke at sige, ret fantastisk) tegner på serien og John Broome, en af branchens mest fantasifulde forfattere, havde leveret en række forrygende science fiction historier. Man skal huske på, at det netop var Kane og Broome der havde opfundet Hal Jordan, den nye silver age Green lantern i 1959. Faktisk havde de også allerede skabt den næste GL Guy Gardner i GL #59 fra 1968.
Men tiden var en anden og DC så gerne at man nedtonede sci-fi elementerne og fik noget mere Social Justice ind i serien, som de unge kunne relatere til.
Man kan undre sig over, at de valgte at lave en velfungerende science fiction serie om, i stedet for at tage en serie der var mindre kosmisk til at begynde med. Det fede ved GL er jo netop, at det er science fiction. Men det skulle vise sig at valget var velvalgt, ligesom valget af Adams/O’Neil var det.
Stolt flyver Hal ind over Star City, da han får øje på et overfald på gaden, han får hurtigt smidt overfaldsmanden i fængsel, men beboerne på gaden buh’er ad ham og kaster dåser og flasker efter ham. Da han skal til at reagere på det, viser Green Arrow sig og stiller sig imellem. Han er på beboernes side. GL er forvirret, men viser ham slumkvarteret han befinder sig i, og forklarer ham at den mand der blev overfaldet var en såkaldt slum-lord, Jubal Slade, ejeren af en af de faldefærdige bygninger, en ond mand der fortjente de tærsk han stod til at få.
GL opsøger Slade, men Slade har loven på sin side og GL mister tålmodigheden og skal til at slå på ham, da pludseligt The Guardians of the Universe viser sig og kalder Hal hjem til en reprimande. Han må ikke tage loven i egen hånd. De sender ham til Saturn på en ligegyldig mission, men Hal beslutter sig for ikke at adlyde og vender tilbage til Green Arrow. Sammen får de lagt en fælde for Slade, der ender i fængsel. The Guardians er rasende, men Green Arrow får forklaret dem sagen, og giver dem noget at tænke over. Det ender med at de udvælger en Guardian til at komme til jorden, hvor han skal følge med GL og GA rundt i USA, for at lære noget mere om hvordan almindelige mennesker lever, noget som GL også godt kunne have brug for at lære.
Adams/O’Neils korte 13 numres run, er hyldet af mange årsager, de to vigtigste er historierne og tegningerne, hvilket må siges at være det vigtigste for en tegneserie. Tegningerne holder i al fald. Historierne, set med nutidens øjne, har længe virket lidt politisk naive og lidt for sort/hvidt (no pun intended) sat op, men ikke længere, sjovt nok. Efter at identitetspolitiken og racespørgsmålet er blomstret op igen, er det hele blevet sort/hvidt nok engang.

Her – i en af seriens mest berømte scener – konfronteres GL med en ældre fattig sort mand, der skoser ham for at hjælpe blå- orange- og lillafarvede racer og stiller ham spørgsmålet – hvad han nogensinde har gjort for de sorte? GL bøjer nakken og siger at han ikke har noget svar. Han kunne jo have svaret at han har reddet hele jorden utallige gange og således livet for milliarder af hvide, brune og sorte. Men det var temaer der varslede noget nyt for mediet, historier der handlede om slumkvarterer, fattigdom, narkotika, religiøse kulter og den slags 70’er sjov, som også samtidigt blev taget af op af filmindustrien, både som underholdning og som sociale kommentarer. Tegneseriemediet befandt sig vel et sted midt imellem.
Uanset er det altid sjovt at se Green Arrow harcelere mod “the Man!” og holde enetaler mod etablisementet og kalde alle i nærheden, og gerne andre superhelte for fascister. Superman har også fået tiltale, men især Batman har flere gange stået over for hans svadaer og der bliver virkelig ikke lagt fingre imellem.
Green Lantern / Green Arrow deler titlen til #121.
Dennis O’Neil holder lang tid på titlen er laver numrene : #63–64, 68, 72, 76–86, 89, 90–100, 102–129.
Neal Adams holdt til #76–87, 89.
Script: Dennie O’Neil / Art: Neil Adams / Ink: Frank Giacoia

