“O, Bitter victory”
Shalla-Bal er i oprørt fortvivlelse over det hun har vidnet, Surferen kysset af en anden kvinde. Oven i det er hendes og Yarros rumskib beskadiget, så de må kaste sig ud, desværre i armene på de onde soldater , der tager dem til fange. Det nedfaldende skib får Silver Surfer øje på og stor er han overraskelse da han genkender det som Zenn-Lansk. Yarro får overbevist de onde soldater og deres nedrige general om, at han kan levere nogle ret fede våben til dem, hvis de lader ham gå, og skyder Silver Surfer ned. Shalla- Bal gør hvad hun kan for at forhindre det, og hun ender foran en dødsstråle. Surferen smadrer deres våben og både en masse soldater, generalen og Yarro dør. Shalla-Bal lever knapt, og det eneste Surferen kan gøre er at sende hende tilbage i rumskibet, til Zenn-La, hvor man vil kunne redde hende. Igen er Silver Surfer ladt alene tilbage
Story: Stan Lee | Art: John Buscema | Ink: Dan Adkins
En værdig og tragisk afslutning på en fornøjelig historie. Stakkels Surfer, skæbnen vil ham det virkelig ikke godt, men det lægger op til nogle vidunderlige Buscema paneler med Surferen med armen over øjnene i mismod og tristhed eller hånden udstrakt mod himlen i håbløshed og fortvivlelse eller nakken bøjet mod himlens enorme åg og spottende stjernehimmel, for en der aldrig kan flyve derud blandt de kosmiske storme igen.
Ohh ! Og jeg kan se at Stan svarer på et brev i dette nummer : “the Silver Surfer was only herald to Galactus for a few years.” Et spørgsmål jeg har taget op tidligere, og som andre åbenbart også har undret sig over. Nu er Stans ord jo lov, men jeg holder alligevel mere af min egen fortolkning.
