CAPTAIN AMERICA VOL 1 #109 JANUAR, 1969
“The hero that was”
I selskab med Nick Fury genfortæller Cap historien om sin sidste mission med Bucky. Han er tydeligvis stadig voldsomt påvirket her 25 år senere (tænk, dengang var de blot 25 år siden), men for Cap, der jo har været frosset ned, føles det kun som et par år siden. Han fortæller videre om hvordan han blev til Captain America (først fortalt i Tales of Suspense #63) og om hvordan han mødte Bucky.
En formidabel genfortælling, der genialt viser os Caps karakter, de personlige dynamikker der driver ham og ikke mindst, hans store sorg, det traume der er Buckys død. Han føler sig alene, utilpasset i en ny verden. Historien ender med at Fury anbefaler ham at tillade sig selv lidt sjov, men Cap undrer om han stadig er i stand til det.
Og så på det allersidste billede, står der nederst, som teaser for det næste nummer : Next – Shall Bucky live? A hva for noget? Bucky? I live, levende, tilbage? Nope nej, njet! Det vil aaaaaldrig ske!
En pudsig ting er scenen hvor Steve Rogers netop er blevet forvandlet og står lyshåret, muskuløs, som et nyt menneske, der skal berede vejen for en ny verden (med Amerika som første-nation), uden svagheder og sygdom og som et våben mod nazisternes drømme om . . . . … nå ja, men de var jo onde.
Et sublimt nummer, der oven i købet kommer efter et suverænt forløb tilbage til #100, hvor Cap fik sin egen titel efterfølgende Tales of suspense #99.
Whaaat ! ?? er vi ikke tilbage i 1969 her?
(suk!) … Jeg tillader mig med Captain America at begynde min gennemgang et år før 1970, med dette signifikante nummer. Og det alene pga. at én af mine absolutte yndlingsfortællinger kommer i de efterfølgende numre. Og fordi det er Captain America !, som jeg har et helt specielt forhold til. Det er snyd, jeg ved det, og det er sikkert ikke sidste gang at jeg lige giver skæringspunktet lidt line.
Script: Stan Lee / Art: Jack Kirby / Ink: Syd Shores