
THOR VOL 1 #172 JANUAR, 1970
“The Immortal and the Mind-Slave!”
Jane Foster kidnappes af den formidable Kronin Krask for at afpresse Fosters kæreste Jim North … ! hvad .. hvem ? ! ? Jamen, han ligner …. Ja, af en eller anden grund kalder de i dette nummer Keith Kincaid for Jim North, men det ér altså Keith Kincaid. Okay … Krask vil afpresse Fosters kæreste til at foretage en hjernetransplantation på ham, da han er ved at dø, og så er det jo sådan noget man gør. Krask afslører også at transplantationen vil give ham udødelighed, og Kincaid kontakter bestyrtet Donald Blake og beder ham kontakte Thor til at hjælpe ham mod Krask.
Thor ankommer og kæmper mod Krasks hær af vagter, men Krask har installeret en hallucination-kanon-maskine der fælder Thor – ja, fælder Thor! Og det viser sig at planen hele tiden har været at den krop Krask ville plante sin hjerne i, var Thors, som jo er en gud, og deraf udødelig. I overførselsøjeblikket træder både Thors og Krasks elektromagnetiske egoer ud af af deres kroppe og udkæmper en psykisk kamp i ren energi-form, med fatale følger for Krask.
Skal vi være enige om at det er en fed titel? Jeg tror aldrig jeg har læst eller set noget hvor ordet “Mind-Slave” var i titlen som ikke har været godt.
Synd at Krask får så hurtigt et endeligt og så vidt jeg ved vender han aldrig tilbage, han var en højst interessant megaloman af en figur.
Story: Stan Lee / Art: Jack Kirby / Ink: Bill Everett