SILVER SURFER VOL 1 #7 AUGUST, 1969

“The Heir of Frankenstein”

Ludwig von Frankenstein et tipoldebarn af den berømte Victor, har samme interesse som sin forfader i at skabe syntetisk liv. Han befinder sig på sin forfaders slot, så det må være i Ingolstadt i Tyskland, sammen med sin deforme medhjælper Borgo, som Frankenstein hundser rundt med, og får til at hjælpe sig med sine eksperimenter. Intet har ændret sig siden Victors tid, så de dumme landsbyboere, har igen tændt deres fakler og vandrer mod slottet, for at smide Ludvig ud. Højt oppe i himlen, som en anden Promeheus, får Silver Surfer øje på optøjerne og suser ned for at hjælpe den stakkels Ludvig mod hans angribere. Ludvig har netop påbegyndt sit frygtede Experiment X program og ser en mulighed, for at få den menneskeformede klump ler, han har liggede på sit operationsbord, gødet med Surferens kosmiske kræfter. Han får overtalt Surferen til, at lade sig undersøge og får ved hjælp af snedig list og snarrådig snu snilde, skabt en kopi af Surferen. Komplet med sølvglinsende krop og det hele. Efterfølgende forsøger Ludvig at skyde Surferen, men Surferen ryster bare på hovedet. Og nu fortæller Borgo, Frankensteins pukkelryggede medhælper Surferen, at Ludvig slet ikke havde tænkt sig, at Surfer kopien skulle bruges til gode formål. Næ nej, Ludvig ville angribe hele verden med sin skabelse. Surferen flyver fluks mod den falske Frankenstein-surfer og efter en kamp eller to, får han overtaget og sender den falske surfer mod sit endeligt. Imens på slottet har Borgo fået nok. Han sætter sig op imod Ludvig, en kamp opstår og de falder begge ud af et af slottets vinduer, til deres visse død ( i al fald én af dem – ups … spoiler !).

Story: Stan Lee | Art: John Buscema | Ink: Sal Buscema

“I, The Gargoyle”

Grim mand med smuk sjæl, sendes til planet, hvor man kun kan se sjælen og får lykkeligt liv.

Story: Stan Lee | Art: Howard Purcell | Ink: Dan Adkins

Jeg er faktisk ret glad for den her historie, hvor Surferen for gud ved hvilken gang, skal narres i sin naivitets godhed, til at hjælpe en ond forbryderisk videnskabsmand. Men her er han på tæerne, og ved, at der er ugler i den kosmiske mos. Surferen udvikler sig nemlig i real-tid og har af bitter efaring nu lært, at have mistro til selv de bedste intentioner. Fortællingen er kompleks og idéen med en Surfer klon, der gør, at man får lov at se Surferen (den falske) tegnet med galskab, kosmisk fråde og vrede og sølvglinsende edderspændte muskler, er alle pengene værd.
Er det bare mig eller har Surferen tabt sig? Bliver han ikke tyndere for hvert nummer? Jeg tager sikkert fejl, men det kunne jo være en mangel på kosmisk stråling, eller inter-planetarisk motion eller noget?

Borgo vender i øvrigt tilbage i en historie – and I kid you not – ved navn “Frankensurfer”, en Doctor Strange fortælling fra 1992, der faktisk er suverænt læseværdig.