“The Surfer and the Spider!”
Efter at have reddet jorden fra 2 meteornedslag, der ville have lagt planeten øde, slapper Surferen lidt af og flyver lidt rundt i New York. Samtidigt slynger Spider-Man sig rundt mellem husene, da hans net pudseligt rammer surferens board ved et uheld og hænger fast.
Her opstår der selvfølgelig et varmt venskab, i gensidig forståelse for at være misforstået og forfuldt af de tåbelige masser, der ikke kan andet end end stole på deres laveste instikter og få al deres viden, fra mediernes evige kværn om at frygte sin næste og give menneskehedens mest afskyværdige og inhumane træk, frit spil.
Uhm .. ja .
Nej! I en tragikomisk vending, sker der det fuldstændigt utænkelige, at de to helte ved første møde, simpelthen misforstår hinanden, og begynder at slås. Ja, jeg ved det, det er helt crazy.
Mens de slås har en lille tegneserie-fan fået øje på dem. Han kravler op på taget for at kigge nærmere og finder Surferens board. Han træder op på det, og da Surferen uanende påkalder sit board, bliver den stakkels unge revet med ind i kampen, der nu også involverer hæren, der beskyder dem. Surferen slækker på sine kræfter for at redde drengen, mens drengens far efterfølgende træder ind foran surferen og taler hans sag over for hæren. Alle forlader stedet skyldbetyngede og Surferen – hvis martrede blanke sjæl, endnu engang har mærket de sorte malmstrømsagtige instikter fra menneskehedens gråtoneaffarvede dybder, sende sine cirkler ud i verden og berøre alle, selv de der også kalder sig helte, og dem der skulle forsvare os og stå som garant for en ædlere fremtid og en bedre jord, ja Surferen … – han bøjer endnu engang nakken og trasker ud i horisonten.
Story; Stan Lee | Art: John Buscema | Ink: Dan Adkins
Burde jeg hade denne historie. Nej. Og det er der selvfølgelig utallige Buscemaske, unævnelige Leeske og mange mange Adkinske grunde til.
Men idéen med at lade drengen, en tegneserie-elsker gud bedre det, være omdrejningspunktet, for at kunne fremvise værdighed fra alle involverede, samtidigt med, at vi igen får historien om at Surferen ér og bliver alene, er vidunderlig. Og så den store krølle, at Surferen selv falder for misfortåelsen, med at tro at Spider.Man har ondt i sinde. Ohh det er melofantastisk.
Endnu en grund til at elske dette nr. er, at den ubeskriveligt talentfulde Dough Moench – Ja – DEN Dough Moench, den selv samme som har hånden oppe i Master of Kung-Fu og som guddødemig skabte … jeg kan næsten ikke sige det …… MOONKNIGHT ! har et brev i dette nr.
