SILVER SURFER VOL 1 #1 AUGUST, 1968

“Origin of the Silver Surfer”

Silver Surfer er fanget på jorden efter at Galactus har forvist ham her, og gjort det umuligt for ham, at flyve ud i rummet. Mens han surfer tænksom rundt, får han øje på en rumraket-kapsel der er på vej tilbage til jorden, men i brand. Den lander i havet og Surferen suser ned og redder den astronaut der sidder i kapsel. Efter han har leveret ham i sikkerhed på et hangarskib, reagerer millitæret med misforstået frygt og angriber Surferen, som suser væk i superfart og som han passerer land efter land, møder han hostillitet, frygt og angrebsparate befolkninger.
Surferen tænker tilbage på sin hjemplanet Zenn-Las paradisagtige tilstand, hvor al krig og vold forlængst havde været udraderet, da Surferen eller Norin Radd som han hed den gang, var en ung tænksom mand, træt af lediggang og sulten efter oplevelser, på en verden hvor alt allerede var tænkt, opfundet, efterforsket og opnået.
Hans tanker ledes hen på Shalla-Bal hans elskede, i hvis arme han befandt sig, da alarmen lød og det blev bekendtgjort, at et kæmpe fremmed krigsfartøj var på vej mod planeten. Zenn-Las eneste våben var nyttesløst blev affyret, mod det der viste sig at være Galactus´ stjernerumskib. Som et sidste forsøg sendte de Norrin, på hans egen insisteren og opfordring, afsted i en raket mod Galactus, for at mægle for planetens overlevelse. Exceptionelt og overraskende får han lavet en aftale med Galactus om, at han vil være hans herold, hans kosmiske spejder, for at finde nye planeter Galactus kan dræne for energi. Vel at mærke planeter uden liv. Norrin får en ny hvidsølvglinsende krop til at beskytte ham, et transportmiddel i form af et surfboard og The Power Cosmic, uanede kræfter til at hjælpe ham på vej. I æoner surfer han universet på jagt efter planeter. Med tiden går han lidt på kompromis med de planeter han finder, hvor der er liv. Er Galactus sulten nok, får han dem serveret. Sådan en lod var også tiltænkt jorden, den skæbnesvangre dag, hvor Silver Surfer mødte Fantastic Four og med dem satte sig op i mod Galactus, og truede ham med The Ultimate Nullifier, et af universets mægtigste våben.
Galactus fortrak sig, men gjorde jorden til Surferens eksil.

Story: Stan Lee | Art: John Buscema | Ink: Joe Sinnott

“The Wonder of the Watcher”

Vi ser The Wacher Uatu begræde at han ikke er i stand til at hjælpe menneskeheden med de simpleste ting, men der er en grund til, at The Wachers har et strengt kodeks om aldrig at gribe ind i andre racers affærer.
For længe længe siden var det anderledes. De havde besluttet, at de ville give deres vidensgaver til mindre udviklede racer, for at hjælpe dem på vej. Således gav de viden om atomenergi til en planet, der dog kort tid efter udviklede deres gave til atomvåben, ødelagde deres egen planet, gik i krig mod naboplaneten og lagde begge planeter øde. Derefter svor de aldrig at blande sig, men kun iagttage.

Story: Stan Lee | Art: Gene Colan | Ink: Syd Shores

Åh min Gud (eller mine GuDER): Lee, Buscema, Sinnott, Colan og Shores samlet på ét sted.
Stans tekstning er episk, poetisk, elegisk, storslået, shakespeariansk og simpelthen sanseløst underholdende. Buscemas tegninger er ubeskriveligt smukke, aldrig er værdighed skildret med en sådan bravour, aldrig har en tegneseriefigur set ud over siderne med større tragisk dignitet. Det hele fungerer og går op i en højere enhed.
Ligeledes med den lille Watcher historie. Fabelagtigt udført af Colan og en fin tænksom fortælling.

Alt det bedste i verden kommer i små afsluttede enheder, som The Prisoner tv-serien eller The Smiths albums og selv om man allerede nu, med en viden om at denne serie kun varede 18 numre, sidder og smager på hver eneste sætning, hver eneste panel, så er det alligevel en rar fornemmelse at det hele er afsluttet, og at man så kan starte forfra. Igen og igen. Og så, ja, så kom der jo en ny Silver Surfer serie i 1987, der varede hele 146 numre og som var pragtfuld i sin egen ret.

Jeg ved godt at Silver Surfer nok mere hører til i silver age (no pun intended), men jeg ville så gerne have ham med, læse dem igen og få dem med i en større gennemgang af Silver Surfer vol 3 (som helle ikke er bronze age), som jeg håber at begynde en gennemgang af senere.
Surferen var i mange mange år min absolutte favorit figur, og var samtidigt den figur, der holdt min tegneserieinteresse i live i slut-firserne, hvor Miller og McFarlane havde fået min interesse til at falde. I sær Millers barnlige voldsrealisme og udskiften af tegninger med grafiske flader, syntes jeg ødelagde hele den sense-of-wonder jeg elskede mediet for, og som kom til, de næste mange mange år, at skabe en realisme/dekonstruktions-trend med sure voldsparate nedtursudgaver af mine helte. Suk! Jeg kører ud af en tangent.
Hvor om alting er, er Surferen en frelser. Så jeg tager ham med fra 1968 og frem.